E-TRAINING LIVE
Nu også live-undervisning via nettet, de første ryttere har allerede testet undervisningsformen og der er stor begejstring
Som den første tilbyder Berider Bjarne Nielsen nu også E-training live. Sagt med andre ord, nu kan rytteren ride hjemme i sin egen ridehal og få en enetime uden Bjarne fysisk er tilstede. Med nutidens teknik kan Bjarne sidde i Silkeborg og være koblet op med både billede og lyd og rytteren vil få sin undervisning stort set som vanligt.
Vi har testet det nye system og det fungerer over al forventning siger Bjarne Nielsen. Jeg kan på min skærm se alt hvad hesten og rytteren foretager sig samtidig med at jeg via hovedtelefoner kan have direkte kommunikation med min rytter.
Sissel Ulbæk som nu har fået E-training live et par gange udtaler: Den nye undervisningsform som Bjarne Nielsen tilbyder er utrolig intens. Dette skyldes blandt andet at han involverer mig i undervisningen på en helt ny måde. Havde nogen fortalt mig at man kunne få en så koncentreret undervisning via E-training live, før jeg prøvede det, ville jeg ikke have troet dem.
For Sissels far Finn som har været med i hele udviklingsfasen er den nye undervisningsform også en kæmpe fordel, idet han nu kan spare den lange køretur med hesten hjemmefra og til Silkeborg.
Udover en hel tank diesel sparer jeg også 6-7 timer som jeg indtil nu har brugt ca 1 gang om ugen når Sissel skulle til Bjarne for at få sin undervisning. Det er en kæmpe fordel, og en stor besparelse for os og helt sikkert noget vi vil komme til at bruge rigtig meget udtaler Finn Ulbæk.
Hele tanken med E-trainingen har Bjarne gået med i flere år, han har rigtig mange elever som kommer langvejs fra, og især om vinteren kan den lange køretur være en udfordring, og for de elever som kommer hos mig 1-2 gange om ugen vil der kunne ligge en kæmpe besparelse både i tid og penge, hvis nogle af undervisningstimerne kunne klares uden at skulle køre med hesten.